Under en pavelig barnedåb i Rom udtalte pave Frans sin støtte til amning i det offentlige rum
“Lad de små børn blive ammet.” Sådan kan man omskrive pave Frans’ opfordring, da han under en barnedåb søndag den 12. januar 2014 gik ind i debatten om amning i det offentlige rum, skriver The Telegraph.
Det 77-årige overhoved for den romersk-katolske kirke døbte 32 børn ved en særlig dåbsceremoni i Det Sixtinske Kapel i Rom og opfordrede i en kort prædiken mødrene til at amme deres sultne børn:
“I dag vil koret synge, men det smukkeste kor af alle er de små børns kor. Nogle vil græde, fordi de er utrygge, eller fordi de er sultne. Mødre, hvis de er sultne, skal I bare made dem, fordi de har hovedrollen her,” udtalte pave Frans.
I Italien er amning i fuld offentlighed sjældent og næsten uhørt under katolske gudstjenester. Pave Frans’ støtte til offentlig amning følger efter, han i december 2013 gav sin opbakning til ammende mødre i det offentlige rum i et interview med den italienske avis La Stampa.
Pave Frans har i sin embedsperiode rakt ud til almindelige mennesker. Blandt de 32 børn, han døbte i Det Sixtinske Kapel, var et barn født i et borgerligt ægteskab, som den romersk-katolske kirke ikke anerkender.
Dåben fandt sted i Det Sixtinske Kapel i Vatikan-staten, som er en af Roms største attraktioner. De besøgende kommer især for at opleve renæssance-kunstneren Michelangelos fresko-maleri, som pryder kirkebygningens loft. Mellem 1508 og 1512 udsmykkede Michelangelo bygningens hvælving med bibelske motiver fra Skabelsesberetningen.
Når en ny pave skal vælges, samles de romersk-katolske kardinaler i Det Sixtinske Kapel. Efter kardinalerne har fundet en kandidat til at overtage pave-stolen, sender de hvid røg op gennem kapellets skorsten som tegn på, at en ny pave er fundet.
Pave Frans hed oprindeligt Jorge Mario Bergoglio, men har taget navn efter Frans af Assisi (1181-1226), der grundlagde franciskaner munkeordnen. Siden pave Frans blev valgt til embedet den 13. marts 2013, har han lige som Frans af Assisi lagt vægt på en ydmyg levevis og har i stedet for en komfortabel lejlighed i pave-paladset valgt at bo i en mindre lejlighed.
Publiceret på religion.dk 14 januar 2014
Illustration fra wikimedia commons