Halvanden times kørsel fra Tel Avivs caféer og trendy strandbarer ligger Negev-ørkenen. Her går tempoet ned, og stilheden giver tid til refleksion. Et besøg er perfekt til at slippe internet og mobiltelefon og stresse af i det tørre landskab.

120 kilometer sydøst fra Tel Avivs skyline stopper vi ved en beduin-købmand i udkanten af Negev-ørkenen for at købe lidt proviant til ørkenturen.

Oliefiltre til firehjulstrækkere står klemt inde mellem labneh, som er en cremet ost lavet af yoghurt, og arabisk kaffe med kardemomme. Her kan ørkenens beduin få næsten alt, hvad han behøver.

Butikken er placeret i en grå betonbygning med bliktag, og der er ingen skilte, som viser, at der gemmer sig en købmand her. Udenfor holder et par terrængående biler, og nogle hundrede meter væk går tre kameler og nipper lidt til den sparsomme bevoksning. I køledisken står der mærkværdigt nok, i betragtning af den arabiske verdens boykot af Israel, sodavand fra Saudi-Arabien med ananas- og æblesmag.

Jeg snupper en af hver, labneh-ost, grøntsager og friskbagte pitaer samt vand, arabisk kaffe og en pakke med daddelkager fra Hebron på Vestbredden. Og jeg har fået forsyninger til en overnatning i Negev.

Den tørre ørken

Negev-ørkenens navn kommer af det hebraiske ord for tør, og ørkenen dækker mere end 50 pct. af Israel. Siden staten Israel blev oprettet i 1948, har israelerne arbejdet på at udvikle ørkenen og tiltrække beboere til området. Negev er dog forblevet sparsomt befolket, og ørkenens indbyggere er en blanding af jødiske israelere i moderne byer og beduiner, som stadig lever i små landsbyer med geder og kameler gående frit omkring og i enkelte større byer i området.

Rachaf-resortet, hvor vi skal overnatte, ligger 15 minutter i bil fra Arad, som er en israelsk soveby i den nordøstlige del af Negev særligt beboet af russiske immigranter og omgivet af beduin-bosættelser. Området er et godt udgangspunkt for ture i det nordlige Negev og til at udforske den nærliggende Dødehavs-region.

Da vi når sidevejen, der fører til Rachaf i 600 meters højde, skifter underlaget karakter fra flad asfalt til en grusvej med store klippestykker i vejkanten, som skærer sig gennem det golde ørkenlandskab.

Sa’ar, som driver Rachaf, tager imod med et »shalom«, der betyder hej samt fred på hebraisk. De sidste 15 år har Sa’ar boet i ørkenen, mens han langsomt har opbygget resortet, som består af en række hytter spredt ud på toppen af et klippefremspring.

Gæsterne kommer her for at slippe væk fra de lange israelske arbejdsdage og træde ind i den særlige ro, der hersker ude i ørkenen.

Indkvarteringen foregår i en hytte med plads til seks personer. Hytten har køkken samt primitivt toilet uden træk og slip, men med en kasse med sand og en skovl til at dække efterladenskaberne.

Her er ingen wi-fi eller tv til at tage opmærksomheden fra den storslåede udsigt over ørkenen fra hyttens terrasse.

I det fjerne kan Jordan skimtes, og under bjergene i horisonten ligger Det Døde Hav. Landskabet er nogle steder stadig grønt efter vinterens regn, men det meste er tørt, og overalt ligger der store og små klippestykker fra et geologisk drama for millioner af år siden.

I denne del af Negev driver der ikke store sanddynger omkring med vinden som i Afrikas Sahara-ørken, i stedet er landskabet præget af mindre bjerge og højdefremspring, som danner rammen for ørkenens hårdføre mennesker, dyr og planter.

Kunsten at lave kaffe

Det er næsten en videnskab at lave arabisk kaffe. Mængden af kaffe skal være helt rigtig, og antallet af gange, der røres i kaffen, er et emne, som bringer følelserne i kog.

Jeg putter to spiseskeer kaffe i kedlen og fylder den med vand og starter gasblusset. Kaffen koger, jeg rører og putter sukker i og rører igen, og min egen arabiske kaffe er klar.

Selv om kaffen nok ikke lever op til de lokale beduin-klaners standard, er jeg ganske tilfreds med resultatet.

Efter daddelkagerne er spist, og kaffen er drukket, kalder ørkenen på en førstehåndsinspicering. Jeg gør klar til en vandretur, og for at beskytte mit hoved mod solen tager jeg en hat på og slænger et tørklæde om halsen for at undgå solskoldning.

Vandretur til beduinerne

Omkring fem kilometer fra Rachaf ligger en beduin-landsby for foden af nogle højdefremspring. Mine to rejsefæller og jeg begiver os ned ad skråningen, vi bor på.

En vej slænger sig rundt om klipperne, men vi tager fugleflugtslinjen gennem klippelandskabet ned mod landsbyen.

Stilheden er overvældende, de eneste lyde kommer fra klippestykkers knasen mod underlaget ved hvert skridt. De mange sten og klippestykker gør det til en udfordring at gå ned ad skråningerne uden at falde, og mellem de større klippeformationer gemmer standhaftige tidsler og urter sig for solen samt for sultne kameler og får.

I den flimrende horisont på toppen af et klippefremspring driver et par hyrder deres får og geder frem i håbet om at finde en smule af ørkenens plantevækst. Ørkenens daglige gang sætter hverdagen i perspektiv, og får en til at føle sig som en meget lille brik i verden.

Efter en times gang når vi beduin-landsbyen. Jeg hilser på en dreng på omkring 10 år, der kommer trillende på en cykel. Han er en af Negevs omtrent 200.000 beduiner, der tidligere levede som nomader i ørkenen med kameler som det primære transportmiddel. Nu om dage har firehjulstrukne biler taget over, og kamelerne er i stedet især en kilde til mælk og kød.

Mange af beduinernes hjem i landsbyen er bygget af galvaniserede blikplader og gamle træpaller, men til trods for bygningernes slette tilstand har alle en parabol-antenne monteret til modtagelse af satellit-tv.

Stilhed i natten

Efter vandreturen er det tid til et aftensmåltid bestående af labneh-ost, grøntsager og pita skyllet ned med en flaske saudisk ananas-sodavand.

Foran hytten er der en bålplads med et par gamle plasticstole og madrasser, og her slår vi os ned med et glas rødvin og beundrer nattehimlen. Stjernerne står fuldstændigt klart på himmelhvælvet og drager øjnene mod dem.

Om natten bliver ørkenen levende. Dyrene kommer frem, når den brændende sol går ned, og de gør klar til at fouragere. Pludselig hører jeg hundegøen, og ud af mørket kommer tre halvvilde hunde i rask tempo med retning mod Rachaf. De stopper, kigger på mig og bevæger sig hurtigt videre i deres søgen.

Omkring klokken 24 er det sengetid. Sa’ar har slukket generatoren, som har givet strøm til et par el-pærer, og nu har vi kun stearinlys til at lyse lidt op. Vandreturen og solen har tæret på kræfterne, og søvnen får hurtigt overtaget.

Midt om natten vågner jeg. Jeg kan høre hundene hyle udenfor. Det er svært at falde i søvn igen. Når hundene ikke giver lyd, er der så stille, at hver en lyd går klart igennem, og jeg tror, jeg kan høre ørkenens skorpioner og edderkopper bevæge sig rundt på jagt. Ørkenen kan være et skræmmende sted, men efter lidt tid falder jeg i søvn igen.

Skorpioner

Skorpioner har en ubehagelig vane med at søge ly i sko og støvler, så morgenen starter med at vende skoene på hovedet og ryste dem godt. Der kommer heldigvis ingen kryb ud, så fodtøjet kommer på, og endnu en kande stærk arabisk kaffe bliver sat over.

Ørkenen drager, og jeg kan nå en lille gåtur, før det er tid til at sige farvel til Negev. Jeg tager en sidste tur op ad bjergskråningen.

Herfra nyder jeg udsigten og den tørre og rene ørkenluft, der skulle være effektiv mod åndedrætsproblemer, og som hoteller i området bruger som salgsargument til folk med astma, og jeg drømmer om at bo i ørkenen langt væk fra civilisation og stress og jag.

Med min højre fod vender jeg et klippestykke. Under stenen gemmer sig en af Negevs mest succesfulde beboere. En 12 centimer lang gul skorpion med en stor sort bille i munden kommer til syne.

Den bevæger sig forvirret rundt et øjeblik, før den finder tilbage under stenen for at tilbringe resten af dagen i ly for solen. Jeg tænker, at der måske gemmer sig en skorpion under hver eneste sten i området. Det løber mig en smule koldt ned ad ryggen ved tanken, og turen tilbage foregår med behørig respekt for klippestykkerne under mine fødder.

Jeg stiger hurtigt ind i bilen, klar til at vende tilbage til en urban livsstil med træk og slip og et minimum af kryb omkring mig. Men jeg har fundet en indre ro efter at have tilbragt 24 timer i ørkenens stilhed og storslåede landskab.

Tre tips til ørkenturen

• Vandretur: Tag vandreskoene på og mærk ørkenens stilhed til fods. Israel byder på massevis af afmærkede vandreture i forskellige sværhedsgrader i ørkenen. Hvis man ikke er til vandreture, er en rundtur i en jeep en mulighed.
• Tilbring natten i ørkenen: Find et sted at overnatte og nyd solnedgangen farve klipperne røde. Når natten falder på, står stjernerne helt klart på himlen uden forstyrrende lys fra omkringliggende byer.
• Medbring rigeligt vand: Temperaturen i ørkenen når ofte over 40 grader, så dehydrering kan ske hurtigt, og det er nødvendigt at medbringe og drikke masser af vand. Dæk hovedet med en hat for at beskytte mod solen og undgå for megen fysisk aktivitet midt på dagen, hvor solen brænder stærkest.

Tre råd til rejsen

• Makhtesh Ramon: Omtrent midt i Negev-ørkenen ligger Makhtesh Ramon, som er et 500 meter dybt krater med en udstrækning på 40 kilometer skabt ved erosion gennem millioner af år. De månelignende kratere, kaldet makhtesh, regnes for unikke for Negev, og et besøg ved Mahktesh Ramon er et godt afsæt for vandreture på kraterkanten og jeep-ture i ørkenen.
• Dødehavet: Øst for Negev-ørkenen skråner terrænet ned mod Dødehavet, som er det laveste punkt på jorden 400 meter under havets overflade. Det mineralrige vand i Dødehavet holder badegæsterne flydende på overfladen, og mudderbadene ved strandkanten lokker med babyblød hud efter en mudderbehandling.
• Eilat: Hvis ørkenens rolige gang bliver for meget, og man trænger til lidt byliv, er Eilat ved Rødehavet et godt bud. Byen ligger for enden af Negev-ørkenen klemt inden mellem Israels grænser til Egypten og Jordan og byder på massevis af hoteller, restauranter og barer samt muligheden for en dukkert i Rødehavet.

Tre anderledes ørkenaktiviteter

• Sandboarding: Sus ned ad Negevs sanddynger på et sandboard, som er ørkenens svar på snowboarding. www.drorbamidbar.co.il
• Vin-besøg: Negev-ørkenen har et stigende antal vingårde, som ved hjælp af avanceret kunstvanding trodser ørkenen og byder indenfor til vinsmagning. www.bokerfarm.com
• Lama-picnic: I stedet for en oplagt ridetur på kamelryg, kan man i Negev nyde en picnic med en lama som pakdyr. www.alpacas-farm.com

Publiceret i Jyllands-Posten 22. maj 2015